Af CLAUS LARSEN

Kampen mod Barnsley var toppen mod bunden i tabellen, og på den baggrund kunne man måske forvente, at vi ville satse med en mere offensiv opstilling fra start. Det skete ikke, idet det var den velkendte "4-3-2-1"-formation, som Harry havde valgt igen. Fra midten af 2. halvleg begyndte spillet at fungere, og to mål af Charlie Austin sikrede 3 vigtige og velfortjente point i endnu en fornem 2-0-sejr.

Startmandskabet bestod af Green i mål og i bagerste forsvar Hill, Simpson, Assou-Ekotto og Dunne. På midtbanen var det Krankcar, Caroll, Faurlin, O'Neil og Barton, og forrest stod Austin alene. Det vil sige samme startopstilling som i sidste kamp. Harry Redknapp sagde på pressemødet inden kampen, at Andy Johnson måske er klar igen efter landsholdspausen, som varer de næste to uger.

Angrebsspillet haltede i første halvleg
De første 45 minutter blev domineret af QPR, som spillede ok -uden at der var tale om champagnebold som sidste lørdag- men der manglede vilje og dristighed i angrebsspillet, hvor Austin godt kunne have brugt en støtteangriber. Der var simpelthen for tyndt befolket med tværsstribede spillere i boksen, hvilket betød at QPR-spillet døede ud, når vi nåede frem til den sidste tredjedel af banen.

Dunne havde et hovedstød efter 19 minutter, som blev reddet af Perkins fra Barnsley og Austin og Faurlin delte en dobbeltchance i det 36. minut, men Barnsleys (og Englands)målmand, Jack Butland (udlånt fra Stoke) redddede i to omgange.

Efter 44 minutter ville den tidligere QPR-spiller Peter Ramage gerne have haft et straffespark som følge af hånd på bold fra Kranjcar, men det blev ikke dømt.

En boldbesiddelse til os på 66 % i første halvleg (og forøvrigt også målt over hele kampen) taler for sig selv, og Rob Green, som også kandiderer som målmand til det engelske landshold, kunne bare stå stille og glæde sig over, at det var let at holde varmen takket være det lune oktobervejr i London, hvor der var hele 20 graders varme.

Men alligevel kunne man som fan af hjemmeholdet ikke lade være med at føle en smule frustration til sidst i denne omgang, og man må formode, at Harry måtte føle pausen velkommen som en mulighed for at få peppet spillet op. Den gode rytme fra sidste kamp manglede indtil videre.

Dynamiske Hoilett
Anden halvleg startede som første. Vi har et forsvar, hvor alle spillere har Premier League-erfaring, og som for tiden også spiller på dette niveau. Barnsley havde dårligt nok tre sammenhængende afleveringer, og et endnu færre antal afslutninger.

Det fungerede ikke rigtigt med Faurlins timing i afleveringerne idag, hvilket betød at Austin stod off-side et par gange. Det lå i luften, at der måtte komme en udskiftning, og midt i halvlegen blev Faurlin da også taget ud, og Junior Hoilett kom ind.

Hoilett er en dynamisk spiller, som kan lave en god gang ravage i modstanderens forsvar, og det skete også efter 65 minutter, hvor han efter et hjørnespark spillede tilbage til Austin, som scorede med venstrebenet i højre side af målet.

Hermed 1-0 og kampen var forandret til det gode, set med QPR-briller. Det rigtig fine spil, vi så i sidste kamp, var tilbage. Men Barnsley var stadig med i kampen, sålænge der kun var en enkelt pind som målforskel.

Først i det 85. minut kom næste chance, idet Barnsleys Cranie stoppede Austin på upassende vis i straffesparksfeltet. Austin scorede sikkert fra 11 m-pletten, ligesom han også gjorde det mod både Yeovil og Middlesbrough. Med en tomålsføring føltes sejren herefter rimelig sikker.

Til slut kom den nyindkøbte Chevantón ind, og han nåede minsandten at affyre et skud, som kun gik få cm over målet. Det bliver spændende at se, om han på længere sigt kan blive den, der kan tilføre os noget mere firepower.

Otte gange clean sheet er klubrekord
Endnu en kamp med positivt spil og resultat, og det er kun målforskellen, som gør, at det er Burnley, der ligger på førstepladsen, vel at mærke med en kamp mere end os. Udover Hoilett og Austin gjorde også Caroll, Barton og Hill sig bemærkede med godt spil i dag.

Robert Green satte hermed klubrekord, idet han nu har holdt buret rent i otte ligakampe i træk. Sidst han måtte pille bolden ud af nettet var den 10. august. Et faktum, som vores forsvar i høj grad også skal kreditteres for.

Kampfakta
QPR-Barnsley 2-0 (0-0)
Mål:
Austin (65 og 86)
Gule Kort: Barnsley: Mellis og Perkins

QPR: Green, Simpson, Dunne, Hill, Assou-Ekotto, Carroll, Barton, Kranjcar (ud 88'), Faurlin (ud 62'), O'Neil (ud 81'), Austin
Bænk: Murphy, Traore, Henry (ind 81'), Ehmer, Jenas, Hoilett (ind 62'), Chevantón (ind 88')

Tilskuere: 16.202
Dommer: David Phillips

U R'sss