Af CLAUS LARSEN

Måneden har naturligt nok været meget præget af snak om, hvorvidt Harry Redknapp skal blive i klubben. Mod West Ham spillede vi ringe, og da kampen var den sidste inden landsholdspausen, var der mange som forventede at vores ejer Tony Fernandez ville bruge perioden til at indsætte en ny manager inden næste kamp. Men det skete som bekendt ikke, og Tony har senere understreget, at han har fuld tillid til, at Redknapp er den rette mand i QPR’s trænersæde. Efter de sidste to kampe i oktober og den første i november, hvor vi tabte knebent til Chelsea efter en godkendt indsats, er der givet også flere fans, som giver Tony ret i dette, end der var efter kampen mod West Ham.

Meget sladder
I landsholdspausen var der mange skriverier i medierne om et skænderi mellem Harry og Adel Taarabt om hvorvidt han var ude af form (Taarabt altså, og ikke Harry!) og for overvægtig til at spille. Det var ikke sjovt for os fans, at det var det vi skulle læse om, når der var nyheder om vores klub. Og det behagede naturligvis heller ikke Tony Fernandez, og dermed blev der hældt ekstra benzin på det bål, der allerede var tændt under Harrys stol.

Rio Ferdinand har fået tre spilledages karantæne efter en uheldig Twitterbesked. Men måske kommer karantænen ikke så ubelejligt for holdet endda, idet vores forsvar har fungeret bedre uden ham.

Kampe i oktober
Der er spillet tre kampe, som har givet to nederlag og én sejr. Spillemæssigt har det varieret fra meget ringe til acceptabelt eller ligefrem godt.

West Ham – QPR                       2-0                       PL – 7. runde                                5.oktober
Pinligt spil af os. Kun en rimelig indsats af Leroy Fer og Adel Taarabt. Men en kamp som for alvor satte ild i Harrys managersæde, mest fordi der ikke var tale om nogen spillemæssig fremgang i forhold til de tidligere kampe.

QPR – Liverpool                         2-3                       PL – 8. runde                                19. oktober
En vanvittig kamp med tre mål i overtiden, men også en kamp, hvorfra vi kunne tage meget med os videre. Alle mand kæmpede, hvilket var noget nyt for QPR på det tidspunkt, og vi burde måske endda have vundet kampen.

QPR – Aston Villa                      2-0                       PL – 9.runde                                 27. oktober
Her kæmpede alle mand igen, men denne gang suppleret med mere disciplin og koncentration. Vi vandt fortjent på to mål af Charlie Austin, og sejren var ikke på noget tidspunkt i fare. Man kunne diskuttere vores spilkvalitet i visse perioder af kampen, og vi var ikke det hold, der havde bolden mest, men vi viste, hvem der var klogest og stærkest, og spillet frem ad banen var til tider flot, specielt ved målene.

Månedens barometer: 5
På en skala fra 1 til 10, hvor retning mod League One er 1 og retning mod deltagelse i Champions League er 10,  lander denne måned på en 5-er, idet perioden viser, at vi har kapaciteten til at kunne placere os et stykke over nedrykningsstregen.

Der har været stor spillemæssig fremgang fra første kamp i oktober til de to sidste i måneden og til første kamp i november mod Chelsea, så det er bare at håbe, at denne fremgang fortsætter, så kommer der også tilstrækkeligt med point på kontoen. Og der er endda begrundet håb om, at nogle af pointene vil komme mod nogle af de store. Spændingen stiger!

U R’sss