Af CLAUS LARSEN

Med mildt vejr, solskin og rigtig fint græs var rammerne sat til en kamp, hvor vi skulle vise, at vi var i stand til at gøre hurtigt come-back efter det dårlige spil og tabet mod Derby i mandags, og dermed stadig hænge fast i muligheden for direkte oprykning.

Men det skulle vise sig at blive en sort dag, og frustrationen over en stærk modstander var til at få øje på. På et tidspunkt frygtede man næsten for et sammenbrud og et kæmpenederlag.

Readings manager Nigel Adkins kender fra sin tid i spidsen for Southampton vejen til Premier League, og holdet med de falske striber ligner efterhånden en rigtig god kandidat til en play-off-plads.

Vi havde Hughes med igen fra start i forsvaret sammen med de vante Dunne, Hill og Assou-Ekotto. Midtbanen var uden Caroll men med Hoilett, Barton, Kranjcar og Traore, og helt fremme Will Keane og Kevin Doyle, det vil sige en relativ offensiv opstilling.

Reading bedst i starten af første halvleg
Det var Reading, som kom bedst fra start med godt, tempofyldt spil. Det resulterede endda i et mål til 0-1 allerede efter 9 minutters spil, sat ind på fornem vis af Danny Williams.

QPR spillede i denne periode uden kreativitet og tempo, som vi desværre har set det i de sidste par kampe. Men efterhånden fik Traore og Hoilett spillet sig ind i kampen, og også vores angribere, den rutinerede irer Doyle og den kun 21-årge Keane, udlånt fra Manchester United, så ud til at kunne finde hinanden, selv om de begge er nye sammen i QPR's opstilling.

Efter 19 minutter havde Keane et skud på mål, som bliver reddet, men Doyle sætter riposten i nettet til 1-1. Så er vi med igen, og vores spil ser ud til at fungere. Dunne og Hill er stabile, og der kommer et par chancer, som kunne have givet os føringen.

Man fornmemmer dog, at Reading er i god form, de er i høj grad med i kampen endnu, der bliver spillet i højt tempo fra begge sider, og der er på dette tidspunkt tale om en rigtig fin fodboldkamp.

Første halvleg ender 1-1 og Junior Hoilett har gjort en god indsats som QPR's bedste, men også Traore fik bidraget med noget af den efterlyste kreativitet.

QPR gik i sort
Efter 10 minutters spil i anden halvleg chokerer Reading igen med et mål, headed ind af Pearce efter hjørnespark. Green i målet er for tilbageholdende og Clint Hill er for en gangs skyld uopmærksom.

Vi måtte fremad igen, gentage bedriften fra 1. halvleg og score et udlignende mål. Men ak, sådan skulle det ikke gå, for Reading spillede power-play nu, og to minutter efter sidste scoring lavede McCleary et overraskende men fantastisk langskud, som gik ind bag QPR-keeperen i det øverste, venstre målhjørne til stillingen 1-3.

QPR var nu rystede og frustrerede, og det resulterede i interne diskutioner, mangel på disciplin og unødvendige, gule kort. Det var mål var nummer seks mod os i de to sidste hjemmekampe, efter den forrige 3-3-kamp mod Burnley.

I den efterfølgende periode fortsætter Hoilett og Traore deres gode spil, og vi kunne have reduceret ved et forsøg fra Doyle, som burde være gået ind.

Rødt kort til Gorkss
Den tidligere QPR-spiller Kaspars Gorkss lavede midt i anden halvleg en unødvendig, hård tackling på Hoilett, og det gav direkte rødt. Herefter var mulighederne åbne for, at vi med en offensiv satsning kunne komme tilbage i kampen.

Zamora var tidligere skiftet ind i stedet for Keane, og Redknapp valgte nu at sætte Benayoun ind som venstre back i stedet for Assou-Ekotto for samtidig at lade Traore gå længere frem. Men lige lidt hjalp det, Reading forsvarede sig, og vi havde kun enkelte halvfarlige forsøg, som ikke resulterede i noget.

Ingen naturlov med direkte returnering til Premier League
Sluserne er åbnet i en grad vi ikke er vant til på det tidligere Fort Loftus, og det må give Harry Redknapp anledning til bekymring. Meget passende udtalte han inden kampen, at det kun er sket otte gange før, at et hold er vendt direkte tilbage til den bedste række efter nedrykning, og at det derfor ikke kan kaldes en naturlov, at det sker.

Efter kampen idag er det også svært at forestille sig, at vi ender på en direkte oprykningsplads. Det vil kræve at forsvaret stabiliseres igen, og at Keane og Doyle i den næste tid udbygger de gode takter, de trods alt viste i glimt.

 

Kampfakta
QPR - Reading 1-3 (1-1)

Mål for QPR: Doyle (19')

Gule Kort: QPR: Barton, Hill, Hoilett og Kranjcar

Udvisning: Reading: Gorks (70')

QPR: Green, Hughes, Dunne, Hill, Assou-Ekotto (Benayoun 78'), Hoilett, Barton, Kranjcar, Traore, Keane (Zamora 57'), Doyle

Ubenyttede reserver: Jenas, Henry, Murphy, Onouha, Maiga

Tilskuere: 16.522
Dommer: David Coote