Jeg har i mange år haft stor glæde af at følge med på qpr.no, hvis lige ikke findes på dansk.
At se klubben live er stadig en mangel, men nu, hvor mine børn er blevet voksne, er mulighederne bedre, så mon ikke det snart lykkes?
Lige nu peger den sportslige pil ganske vist nedad, men så er det efter min mening så meget desto mere vigtigt at vise sin støtte.
Som jeg husker det idag, var der en særlig magi over de blå-hvide, tværstribede QPR-spillere som Stan Bowles og Phil Parkes, da jeg som 12-årig i 1975 ofte så dem i tipslørdag på dansk tv, og blev fan. Det var fodbold, når det var allerbedst i de flotte og let genkendelige striber.
For nogle år siden så det på et tidspunkt sort ud for QPR i the Championship hen imod slutningen af turneringen, og nedrykning til den 3. bedste række var overhængende, med kun få kampe tilbage. På dette tidspunkt (af alle) ville jeg vise min uforbeholdne støtte, og sendte en bestilling afsted på den officielle hjemmeside på en af de temmelig dyre spilledragter. Herefter blev de sidste, nødvendige kampe vundet, og vi forblev i rækken. Dette viser bare, at alt ikke handler om stærke pengemænd, men at netop støtten fra supporterne har stor betydning for en fodboldklub i krise! Og lidt overtroisk har man vel lov at være?
Ligesom i Norge er der også mange danskere, som er fans af forskellige fodboldklubber rundt om i Europa. De engelske klubber udgør en stor del heraf, og det er ikke udelukkende de store. Også Stoke og Ipswich har deres støtter. I portrætter af for eksempel politikere i Danmark bliver det ofte beskrevet hvilken fodboldklub, de er tilhængere af. Det synes jeg, bidrager til at vise, at der gemmer sig ganske almindelige mennesker bag de ellers alvorlige ansigter.
Vi har som QPR-fans hele tiden meget at tage stilling til. Kommer Neil Warnock tilbage som manager i 2013? Er Tony Fernandes stadig West Ham-fan? Bliver der bygget et nyt superstadion i blå og hvide farver med plads til 35.000 tilskuere? Det ene udelukker måske ikke det andet? Vi keder os aldrig!
Nu vil vi bare gerne have det gode spil tilbage på fodboldbanen, og mon ikke det kan lade sig gøre, hvis der bliver stabilitet og ro i klubben til at bygge et hold op med yngre spillere, som vil kæmpe for deres spilletid, og som kan klare de daglige udgifter for mindre end 70.000 £ om ugen.
Magien findes endnu! God sommer!
