Af CLAUS LARSEN

August har været en begivenhedsrig måned med træningskampe, spillerindkøb, ny assistentræner og sæsonstart i Premier League med 3 point efter 3 kampe og exit fra Capital One Cup.

Nye spillere og ny assistenttræner
Der er blevet handlet livligt fra juli til deadline day den 1. september.

Rio Ferdinand, 36 år og centerback blev den første signering i juli. Rio kender Harry fra tidligere i West Ham. Han har han har vundet seks titler med Mancherster United og spillet på det engelske landshold.

Steven Caulker, 22 år er en 1,91 m høj midtstopper. Han kommer fra Cardiff, hvor han som den eneste i Premier League spillede alle 38 kampe sidste år. Han er engelsk landsholdsspiller, og har I perioden 2009-2013 spillet under Harry Redknapp i Tottenham.

Eduardo Vargas er en 24-årig chilensk angriber. Han er på udlån til os fra Napoli på en 1-årig kontrakt. Har scoret 15 mål i 32 landskampe for Chile, og gjorde en god figur under VM i Brasilien i år, hvor han scorede Chiles mål i 1-0-sejren over Spanien. Han kan også kan spille på kanten, og burde være en god forstærkning i vores angreb, som også i år ser ud til at være tyndt besat.

Leroy Fer er 24 år, hollænder og har sidst spillet i Norwich. Han er en central midtbanespiller og er på det hollandske landshold, hvor han under VM scorede det første mål i Hollands 2-0 sejr over Chile.

Mauricio Isla er fra Chile, 26 år, højre back og eventuelt midtbane, udlånt af Juventus. Han har nogle offensive evner, som kan vise sig meget nyttige for os.

Jordon Mutch, 22 år, midtbanespiller og kommer fra Cardiff, hvor han spillede sammen med Steven Caulker i Premier League sidste sæson. Han spiller på Englands ungdomslandshold.

Alex McCarthy, 24-årig målmand, som er købt fra Reading, og er udviklet på deres fodboldakademi. Han har også været indenom det engelske landshold, og vil sikkert være en kvalificeret reserve for Robert Green.

Jack Robinson, 21 år, venstre back købt fra Liverpool og med det samme udlånt til Huddersfield.

Sandro Raniere, 25-årig brasiliansk midtbanespiller, købt i Tottenham for 10 mio. £ på en tre-årig aftale. En god midtbaneforstærkning.

Niko Kranjcar, 30 år, midtbanespiller fra Kroatien er en gammel kending i QPR. Han forlod os ved sæsonafslutningen efter udløbet af sin låneaftale, men er nu tilbage på en ny 1-årig kontrakt. Han har samarbejdet med Harry i både Portsmouth og Tottenham.

Glenn Hoddle er blevet ansat som assistenttræner i førsteholdstruppen. Han har et imponerende CV som manager var engelsk landsholdstræner fra 1996-99. Udover Hoddle indgår Kevin Bond og Joe Jordan stadig i trænerstaben.

Farvel til mange
Blandt de spillere, der har forladt os i peroden er Loïc Rémy, Yossi Benayoun, Andy Johnson, Benoit Assou-Ekotto, Ravel Morrison, Tom Carroll, Will Keane, Kevin Doyle, Esteban Granero, Gary O'Neil, Julio Cesar, og Danny Simpson.

Alejandro Faurlin er stadig i klubben, men han blev alvorligt skadet i kampen mod Tottenham, og er desværre ude i adskillige måneder.

Kampe
Pre-season venskabskampe (juli og august): 3 sejre, 2 uafgjorte og 2 nederlag

QPR – Hull                                0-1                                                     PL - 1. runde - 16. august
Udmærket spil af QPR, et brændt straffespark af Astin og nul point. Opløftende momenter men et uacceptabelt resultat på hjemmebanen, som gerne skulle blive til Fort Loftus.

Tottenham – QPR                      4-0                                                    PL - 2. runde - 24. august
Harry blev godt modtaget af Tottenhams fans på White Heart Lane som følge af sine gode resultater med klubben. Det var de tilrejsende QPR-fans til gengæld ikke glade for, og det var de heller ikke for det spil, som QPR viste.

QPR – Burton Albion                 0-1                               Capital One Cup - 1. runde     27. august
Nederlag til et hold fra den fjerdebedste række, League Two er ikke flot, men vi stillede med mange reserver, og nu behøver vi ikke at bruge mere tid på denne cupturnering.

QPR – Sunderland                     1-0                                                    PL – 3. runde – 30. august
Udmærket spil med en offensiv 4-3-3-opstilling og et mål af Charlie Austin. Dette var et brugbart resultat, og herfra kan arbejdes videre med at sammenspille holdet, som naturligt nok stadig består af spillere, som ikke rigtigt kender hinanden.

Nyt stadion
Vi trænger til et nyt stadion med bedre faciliteter og en større kapacitet end de knap 18.000 tilskuere, der er plads til på Loftus Road. Der har i en periode været tale om, at klubben vil investere i et nyt træningsanlæg og stadion med plads til 40.000 tilskuere i Old Oak Common tæt på White City, nogle kilometer nord for South Africa Road.

Det er firmaet Cargiant, der ejer grunden, og tilbage i juli udtalte direktøren for bilforhandlerfirmaet, at planerne om et nyt stadion er ren spekulation. Men det er tilsyneladende ikke noget, der afskrækker Tony Fernandez, som er hjemmevant med the big business. Og her i starten af september har Tony afsløret mere om de meget store planer for området, som også skal indeholde boliger, butikker og moderne transportfaciliteter.

Månedens barometer: 5
På en skala fra 1 til 10, hvor retning mod League One er 0 og retning mod deltagelse i Champions League er 10, må denne periode ligge på 5. På negativsiden tæller, at vi scorer for få mål, og ikke er sammenspillede. På positivsiden tæller, at vi har indkøbt en del spillere, som har rimelig høj klasse, og som forhåbentlig og frem for alt har viljen til at kæmpe for holdet. Herudover har vi fået et godt supplement til trænerteamet i Glenn Hoddlle, og vi er indtil videre foran Manchester United i tabellen.

U R’ssss