Af CLAUS LARSEN

Det var denne kamp, som skulle vise, om Fort Loftus kunne være en fæstning endnu engang, og om hvorvidt vores manager ville fastholde det system med to angribere, som var så succesfyldt i sidste kamp mod Bournemouth.

Med hensyn til spillesystemet sagde Redknapp på fredagens pressemøde, at det sagtens kunne tænkes, at han ville sætte dagens hold med kun én mand i front, med den begrundelse, at vi trods alt også har vundet en del kampe med den formation i denne sæson.

Men det viste sig, at vi stillede offensivt op med to angribere. Desværre viste det sig også, at spillet ikke kom til at fungere.

Offensiv opstilling -men få målchancer
Både Charlie Austin og Andy Johnson startede således helt fremme i angrebet. Matt Phillips og Junior Hoilett var på kanterne med Tom Carroll og Joey Barton i mellem sig på midtbanen. I den bagerste række startede Danny Simpson, Richard Dunne, Clint Hill og Benoit Assou-Ekotto, og Robert Green i målet.

Blacburn havde Spurr, Dann, Cairney, Rhodes og Lowe med fra start, men norske Joshua King kom først ind midt i anden halvleg.

Efter en lang applaus for afdøde Nelson Mandela blev første halvleg fløjtet i gang. Spillet var langt fra positiv set med tværstribede briller. Undtaget de første fem minutter var det Blackburn som stod for chancerne, og en føring på 2-0 til udeholdet inden pausen ville ikke have været urimelig.

Som Steinar skrev i oplægget til denne kamp, så måtte vi for alt i verden ikke sove fra starten, men på et tidspunkt frygtede man, at det netop var det, der var ved at ske. Vi spillede underligt uinspireret. Vores angribere blev markeret tæt, og Hoilett og Phillips kunne ikke rigtigt få løbebanerne til at fungere.

Blackburn styrede showet og havde i modsætning til os deres chancer, heraf tre gode, som kunne have endt med scoringer. Sjældent har man været så glad for 0-0 som pausestilling.

Også i anden halvleg var der stille på tribunerne
Lad det være sagt med det samme: Det blev ikke meget bedre efter pausen, og det smittede af på tilskuerne, så man skulle tro, at der blev tænkt mere på indkøb af julegaver end på fodbold!

Der kom dog efterhånden lidt mere af det QPR-pres, vi kan lide, hvilket de fire gule kort til udeholdet også vidner om, men der var alt for lidt af det gode, flydende spil.

Efter 57 minutter sparkede Matt Phillips på mål fra tæt hold. Det burde have fået netmaskerne til at blafre, men målmand Eastwood reddede midt i målet. Netop forinden havde der været et godt forsøg fra Blackburns Rhodes, som var en af de bedste på udeholdet.

Herefter kom en dobbeltudskiftning, hvor Hoilett blev taget ud og erstattet med Kranjcar og Phillips med O'Neil. Opstillingen var herefter den velkendte 4-5-1, uden at det løftede kvaliteten væsentligt.

I det 71. minut kom kampens største målchance til os. Austin headede på højre målstolpe efter en assist fra Assou-Ekotto.

Blackburn kæmpede for at vinde, og kort før slutningen var Dunne tæt på at lave selvmål. Hvilken tragisk slutning på en dårlig kamp det kunne have været. Men vi er heldigvis tophold og ikke bundhold, og det giver som bekendt ofte det held, der er brug for.

Svært at spille med højt niveau i alle kampe
Fire point i de sidste tre kampe er ikke prangende, og spillemæssigt er der ikke noget positivt at komme efter i dag. Men the Championship er kvalitetsmæssigt en fremragende liga, og vi kan ikke forvente at kunne spille drømmefodbold hver gang i et hårdt program.

Ærgerligt at den offensive satsning ikke gav nogle mål, men lad os holde fast i det positive: Vi er nr. to efter Blackburn med samme antal point, vi har ikke tabt hjemme på fæstningen endnu, og her er der kun scoret to gange mod os i denne sæson.

 

Kampfakta
QPR-Blackburn 0-0 (0-0)

Gule Kort: Blackburn: Henley, Spurr, Dann og Taylor. QPR: Ingen

QPR: Green, Simpson, Dunne, Hill, Assou-Ekotto, Phillips (ud 58), Carroll, Barton, Hoilett (ud 58) , Austin, Johnson
Bænk: Murphy, Traore, Onouha, Jenas, Kranjcar (ind 58), Henry, O'Neil (ind 58)

Tilskuere: 15.987
Dommer: Darren Drysdale