Af CLAUS LARSEN

Harry Redknapp er 67 år og dermed den ældste manager i professionel fodbold i England. Han har selv spillet på højeste niveau i West Ham, og han ved, hvordan det er at have succes også som træner. Det har han oplevet ved at vinde FA-cuppen med Portsmouth i 2008 og efter en fjerdeplads i Premier League med Tottenham at nå til kvartfinalerne i Champions League i 2011.

Kort herefter var han tæt på at blive udnævnt som manager for det engelske landshold, en stilling som dog gik til Roy Hodgson, der som bekendt fik en klar fiasko under sommerens VM. Harry er dermed den bedste engelske landstræner, de aldrig har haft.

Succes med de blå- og hvidstribede
Redknapp overtog managerpladsen i QPR i november 2012 efter Mark Hughes’ elendige resultater, men som bekendt kunne han ikke forhindre at vi rykkede ned i the Championship i 2013. Dertil var spillertruppen for dårlig, fyldt med spillere med fyrstelige gager, men uden interesse for at spille fodbold. Præcis de typer, som Harry ikke kan lide. Med disse vilkår har selv den bedste manager ikke en chance.

Men at det lykkedes at komme i Premier League med Harry ved roret er selvfølgelig en stor gevinst for ham. En stor bedrift, som kan sammenlignes med de andre store resultater, herunder også hans oprykning til Premier League med Portsmouth i 2003.

En af grundene til at det lykkedes er helt klart, at Harry fik indkøbt spillere efter hans stil, det vil sige dem, der i hver eneste kamp kæmper en vis legemsdel ud af bukserne, altså spillertyper som Clint Hill og absolut ikke som Adel Taarabt.

Assistenterne
Redknapp fungerer måske bedst, når han har en god assistenttræner under sig. Det så vi med Steve McClaren, som midt i sidste sæson overtog posten som manager i Derby, fik stor succes og bragte dem til play-off, hvor de tabte til os i den afgørende kamp ("Oh Bobby Zamoooora...") Vi spillede allerbedst i perioden med McClaren, og sidst på sæsonen knap så godt.

Og i Glenn Hoddle har Harry så igen fået en tidligere landstræner for England til at arbejde for sig i trænerteamet sammen med Kevin Bond og Joe Jordan.

Harry om Harry
I selvbiografien "Always Managing" fra 2013 skriver han på underholdende vis om sin karriere som spiller og træner, hvordan han elsker fodbold, og om at når han er manager for Queens Park Rangers, så er det dem han holder med, så er han selv en fan.

Lad os håbe at Harry og det nye trænerteam, på trods af nederlaget i åbningskampen mod Hull, kan give os nogle oplevelser og en god placering i Premier League. Det er heldigvis langt fra så usandsynligt endda.