Af CLAUS LARSEN

Maj måned var ikke sjov, men vi er vant til lidt af hvert, og vi kan også komme over denne nedtur.De sidste kampe i denne sæson afslørede store spillemæssige mangler. Spørgsmålet er nu om vi får stoppet elevatoren i The Championsship eller om den fortsætter endnu en etage ned?

Kampe
Der er spillet fire kampe i maj, og det resulterede i tre point af 12 mulige og en målscore på 4-14. Vi måtte flovt indkassere to gigantiske nederlag.
Dermed kom vi til at mangle otte point op til en redningsplads.

Liverpool - QPR     2-1    PL-35. runde        2. maj
Ganske vist et hæderligt nederlag, men måske også unødvendigt efter udligningen til 1-1 af Leroy Fer og Greens straffesparksredning? Men meget symptomatisk for vores tilstand.

Manchester City - QPR  6-0    PL-36. runde        10. maj
Efter en svag indsats, som var langt under PL-niveau, blev nedrykningen er realitet. Vanskeligt at indvende noget mod det efter denne kamp.

QPR - Newcastle    2-1    PL-37. runde        16. maj
Svagt spil igen også fra Newcastle, som kunne have reddet livet allerede i denne kamp, men ikke magtede det. Vores scoringer blev sat ind af Matt Phillips og Leroy Fer.

Leicester - QPR         5-1    PL-38. runde        24. maj
Ingen andre udover QPR har tabt hele 24 kampe i Premier Leagues historie. Charlie Austin scorede.

Månedens barometer: 2
På en skala fra 1 til 10, hvor retning mod League One er 0 og retning mod deltagelse i Champions League er 10, ligger denne periode på et 2-tal. 
Barometerstanden er den laveste i sæsonen og nedrykningen er en kendsgerning, som fortjent efter dårligt spil. Men vores hovedejer Tony Fernandez har lovet at dække en eventuel kæmpe underskudsbøde , så vi i det mindste undgår at blive frataget muligheden for professionel fodbold.

Barometerudviklingen 2014/2015
Sæsonudsvingningerne var ikke store. Vi havde en jævn sæson, men alligevel med en klar nedgangsperiode efter nytår og sæsonen ud. Vores hjemmebanestatistik hed 5-3-2 i den første halvdel af sæsonen og 1-2-6 i den sidste. Nok en tanke værd, men ikke til at ændre.
Barometerudviklingen fra august til maj ser sådan ud: 5-4-5-6-5-3-5-3-3-2

Fremtiden
Tror vi på at klubejere og -ledelse samt manager Chris Ramsey kan skabe et seriøst hold med spillere, som vil kæmpe for klubben, at vi på sigt får styr på trænings- og stadionfaciliteter og at vi indenfor 2-3-4 år vil være tilbage i Premier League og efter et par sæsoner kæmpe med i den bedste halvdel af tabellen?
Ja, selvfølgelig gør vi det! Alt er heldigvis stadig muligt, så hvorfor ikke tage hul på den nye sæson med et barometer, som viser smukt vejr?