Der var fra kampstart ligadebut til den erfarne Richard Dunne, som erstatning for Yun Suk-Young, sammen med de vanlige forsvarsspillere Simpson, Hill og Onouha foran Green i målet. Den udlånte Granero var erstattet af Shaun Wright-Phillips på midtbanen, hvor også Barton, Henry og Hoilett igen startede inde. Helt fremme var Bobby Zamora med i stedet for den skadede Johnson i et ellers uændret spillesystem.

Godt spil fra begge sider i første halvleg
Der tegnede sig fra starten af kampen et mønster, hvor momentum skiftede fra det ene hold til det andet med omkring fem minutters mellemrum. Det var tydeligt, at begge hold havde selvtillid og ville forsøge at vinde kampen.

Ipswich holdt godt på bolden, fik etableret nogle kontraangreb, og QPR skulle passe på ikke at miste bolden for let på den regnvåde bane. Men efterhånden satte vores stærke midtbane sig igennem, og det fungerede godt, når vi spredte spillet ud til Wright-Phillips på højrekanten og i venstre side til Hoilett, som leverede nogle gode indlæg, hvor Zamora dog ikke altid kunne holde fast på bolden. Både Henry og Barton spillede godt med støtte af syngende Hoops-fans, og havde nogle fine afleveringer.

Der var ikke tale om de store målchancer til nogle af holdene. Austin fik dog i det 28. minut testet Loach i Ipswich-målet, og han bestod med en fin redning. Green måtte kort efter redde et lavt skud fra Ipswich-angriberen Murphy, og Zamora sparkede ved siden af i en situation, hvor han burde have ramt målet.

QPR skabte chancer efter pausen
Harry var forståeligt nok tilfreds med den gode arbejdsindsats, der blev leveret i første del af kampen, så der var ingen ændringer fra starten af anden halvleg. QPR fortsatte med de samme takter i denne fremragende og angrebsintensive fodboldkamp med godt og tålmodigt spil frem ad banen. Der var dog et enkelt boldtab, hvor Dunne viste, at han nok ikke er verdens hurtigste mand.

Desværre blev Hoilett skadet, måske med en fibersprængning efter 55 minutters spil, og han blev erstattet af Gary O'Neil, som leverede en fin indsats. Han kan vise sig at blive en vigtig spiller for os.

Hoops fik kontrol over kampen herefter, og selv om traktordrengene forsvarede sig stædigt, fornemmede man, at der ville komme flere chancer til os, og forhåbentlig også et mål. Chancerne kom midt i halvlegen, hvor først Clint Hill headede på overliggeren, hvorefter Austin lidt senere lavede en efterligning med et spark, som utroligt nok ikke gik i mål, men ramte samme tværstang.

Hitchcock afgjorde gyseren
Det begyndte at ligne en af de kampe, hvor det hold, som ud over alle grænser fortjener et mål, ikke får det, hvilket som bekendt er set før. Men QPR fortsatte heldigvis med at spille, som vi kan lide det. Henry blev udskiftet med Jenas, og Zamora med debutanten Hitchcock. Og minsandten om ikke Hitchcock skabte den fuldkomne forløsning ved at score sit første mål som professionel i kampens sidste minut!

Tom Hitchcock er 20 år og købt til QPR på en et-årig kontrakt fra Blackburn i marts i år. Han er for øvrigt søn af den tidligere Chelsea-målmand Kevin Hitchcock, som derfor trods alt må siges at have bidraget med noget positivt til os fodboldelskere.

Alt i alt var der meget positivt at tage med fra denne kamp, hvor endnu tre af de meget vigtige opstartpoint blev sat ind på kontoen. Men det bedste var nok, at QPR-spillerne endnu engang viste sammenhold og arbejdslyst på græsset.

 

QPR: Green, Hill, Dunne, Onuoha, Simpson, Wright-Phillips, Barton, Henry (ud 77), Hoilett (ud 56), Austin, Zamora (ud 83)
Innbyttere: Murphy, Yun, Ehmer, Jenas (ind 77), O'Neil (ind 56), Shariff, Hitchcock (ind 83)

Gi din spillerbørs her!
Se resultatet her!

Kampfakta
QPR-Ipswich 1-0 (0-0)

Mål: Hitchcock (90)
Gule kort: Tabb (Ipswich)
TIlskuere: 17075
Dommer: Naylor

U R'sss