Av CLAUS LARSEN

Tilhængere af de rigtig store, engelske fodboldklubber finder man mange af overalt, også i Skandinavien. Det er forståeligt nok, for det giver fansene nogle privilegier i form af flere sejre at fejre, flere titler at vinde, og flere internationale kampe at følge.

Men hvori ligger glæden ved at være fan af et mere ukendt hold, som vores med de tværstribede spilletrøjer?

Storklubbernes fans klynker
Når man har store forventninger til sit hold, bliver man også lettere skuffet, og når resultaterne udebliver kommer frustrationerne.

En af de (sikkert få) kvindelige danske QPR-fans, Inger Marie Godvin, som har været fan i 35 år, og som for øvrigt også er sekretariatsleder i Dansk Rugby Union, mener ligefrem i en kommentar på langebolde.dk, at fansene af de store klubber klynker for meget, ligeså snart mesterskabet eller Championsleague-titlen ikke kom i hus. Hvad med os, som er fans af en mindre prestigefyldt klub, spørger hun, vi er vant til nederlag og manglende trofæer i pokalskabet. Men Inger Marie synes alligevel, at hun finder mange af de positive værdier, hun forbinder med sport, i det at være QPR-fan, og derfor bliver hun ved med at være loyal. Dejligt.

I mod- og medgang
Lige nu er det sjovt at være QPR-fan, selv om vi kun er i the Championship. Med fire sejre på stribe og beregningen på qpr.no, som giver 53 % chance for oprykning, kan vi ikke undgå at fornemme, at nye tider måske er på vej. Hvor langt kan vi nå?

Rammerne i form af seriøse ejere, en manager, som tilsyneladende får det til at fungere, samt den bedste holdånd, vi har set længe, giver anledning til optimisme.

Vi skal bare huske at spise brød til, for der kommer også nederlag i løbet af en lang turnering. Og den fornemmelse kender vi, for vi er vant til frustrationer. Men det er vel netop i fremgangstider, og her snakker vi om muligheden for stor fremgang, at det er sjovt at være fan af en af de mindre fodboldklubber.

Vi kan med god samvittighed nyde det, for vi var også med, da det gik dårligt, og imens kan vi så drømme om de rigtig store resultater, som måske kommer en dag.

 

U R'sss